3F og Dansk Metal i fælles svar til A4 Uddannelse:
Vi står skulder ved skulder, når det gælder erhvervsskolerne

image1
Foto: Dansk Metal, 3F
10. jun. 2022 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

VI I DANSK METAL OG 3F var i sidste uge genstand for en pudsig analyse i A4, som hævdede, at vi var ved at dele erhvervsuddannelsesområdet mellem os.

LÆS OGSÅ: Analyse: Det trækker op til magtkamp mellem Metal og 3F om erhvervsskolerne

Udover ikke at give de andre fagforbund, som hver dag arbejder med erhvervsuddannelserne i faglige udvalg og institutionernes bestyrelser, løn som fortjent, så hviler analysen på en grundlæggende misforståelse: Man sidder i faglige udvalg, fordi man er overenskomstbærende/organiserer på det faglige område, som lærlingene bliver uddannet til. Dansk Metal organiserer smedene, derfor sidder de i Metalindustriens Uddannelsesudvalg. 3F organiserer tømrerne, derfor sidder de i Byggeriets Uddannelser. Og derfor sidder hverken Krifa eller Det Faglige Hus i et fagligt udvalg.

Den påståede "bodeling" af erhvervsuddannelsesområdet er altså et polemisk tankespind, og kunne fint være noget, man trak på smilebåndet over, før det gled over i glemslen. Hvis ikke det var, fordi det skygger for en væsentligere historie
Kasper Palm og Søren Heisel, forbundssekretærer i hhv. Dansk Metal og 3F

Man kan altså ikke dele faglige udvalg mellem sig, ligesom man ikke kan dele bestyrelser mellem sig. Dansk Metal sidder i nogle bestyrelser, 3F i andre, og Blik og Rør i nogle tredje og så fremdeles.

DEN PÅSTÅEDE "BODELING" af erhvervsuddannelsesområdet er altså et polemisk tankespind og kunne fint være noget, man trak på smilebåndet over, før det gled over i glemslen. Hvis ikke det var, fordi det skygger for en væsentligere historie, nemlig den, at vi i 3F og Dansk Metal er langt mere enige end uenige om, hvad der skal ske på erhvervsuddannelsesområdet.

LÆS OGSÅ: SF indkalder ministeren til samråd: Hvornår skal pengene fra 'Danmark kan mere' bruges på erhvervsskolerne?

Vi er enige om, at alle elever skal have en kvalitetsuddannelse på en god læreplads, der tager sit uddannelsesansvar, og på en skole, der ikke lider under udtjent udstyr og manglende lærerkvalifikationer. Vi er enige om, at det er tvingende nødvendigt at investere i erhvervsuddannelserne. Og vi er ikke mindst enige om, at vi bliver nødt til at prioritere erhvervsuddannelserne, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, for faglærte er fuldstændig uomgængelige, hvis det skal blive en succes.

LÆS OGSÅ: De høje energi- og materialepriser udhuler EUD'ernes og AMU'ernes slunkne kasser

ANALYSEN BURDE derfor i stedet have konstateret, at Dansk Metal og 3F står skulder ved skulder i kampen for erhvervsuddannelserne, og den kunne have stillet spørgsmålet: Når nu de to står sammen om at styrke erhvervsuddannelserne, hvorfor er den politiske vilje så stadig så lille? Hvorfor er der ikke nogen, der følger op på de højstemte konstateringer af, at vi kommer til at mangle faglærte i tusindtal, ved rent faktisk at prioritere erhvervsuddannelserne?

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.