20180817-235947-1-1920x1281we
Sundhedsstyrelsen fraråder nu børn og unge under 18 år at drikke alkohol. (Arkivfoto) Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Trods nye anbefalinger:
Erhvervsskoler vil ikke indføre alkoholforbud

9. mar. 2022 07.22
Der bliver ikke sat prop i fadølsanlægget på hverken de danske erhvervsskoler eller gymnasier på trods af nye anbefalinger om unges alkoholindtag fra Sundhedsstyrelsen.

Selvom Sundhedsstyrelsen nu fraråder unge under 18 år at drikke alkohol, er der ikke umiddelbart et alkoholforbud på vej på hverken de danske erhvervsskoler eller gymnasier.

Det skriver Politiken, der har talt med foreningerne Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne (DEG-L) og Danske Gymnasier. Her er meldingen, at man overvejer skrappere regler, men et egentligt forbud vil man ikke indføre, før der kommer en reel lovændring på området.

LÆS OGSÅ: A4's elevpanel om rygning i skoletiden: - Når lærerne gør det, hvorfor skal eleverne så lade være?

- Anbefalinger kan være gode, men hvis vi på ungdomsuddannelser på kryds og tværs skal have noget at rette os efter, så bliver det nødt til at være lovgivning. Vi arbejder selvfølgelig loyalt hen mod de anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen kommer med. Og der kan muligvis være behov for at genbesøge vores alkoholpolitik. Men som udgangspunkt må det være lov, der skal være med til at fremme det her, siger Ole Heniager, formand for DEG-L, til avisen.

Han hilse de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen velkommen og opfordrer samtidig politikerne til at sætte grænsen for, hvornår man må købe øl og vin op fra 16 til 18 år.

Samme melding kommer fra Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, der peger på, at de unge kan købe alkohol i butikkerne året rundt.