Debat:
Kvindelige håndværkere og mandlige sosu'ere skal ikke føle sig udenfor
SELV OM DET HAR været 8. marts og kvindernes kampdag, betyder det ikke, at vi har opnået ligestilling. Det er nemlig noget, vi skal kæmpe for hver evig eneste dag. Vi er nemlig lang fra i mål.
LÆS OGSÅ: Uddannelsesleder: Kan man lære at være sosu-assistent på et museum?
Alt for mange unge mænd og kvinder føler stadig, at de bliver skubbet i retningen af fag, der er mest dominerede af det samme køn som dem selv. Vi oplever det på begge sider af paletten. Det er nemlig både de kvindelige håndværkere og de mandlige sosu’ere, der kan føle sig udenfor af den enkelte årsag, at de har et andet køn end deres kolleger.
Jeg oplever ofte, at når en kvindelig håndværker er i fjernsynet, skal det påpeges, at hun er kvinde
Julie Kølskov Madsen, formand, Erhvervsskolernes Elevorganisation
Men hvad kan vi gøre ved problemet? Det nemme svar er, at det allerede sker i folkeskolen, eller måske endnu tidligere, når vi fra en ung alder får at vide, at man skal være A som pige og B som dreng. Og selv om jeg tror på, at det er en rigtig god løsning, løser det ikke de problemer, vi står i nu. På den lange bane skal vi blive bedre til at ændre måden, vi snakker til piger og drenge. Man skal kunne elske biler og broer som pige og være glad for at passe på andre som dreng.
NOGET AF DET, vi til gengæld kan gøre nu, er at sikre bedre vejledning i folkeskolen og efter gymnasiet. En vejledning hvor vi informerer og udfordrer hver enkelt elev om, hvad de vil. Stiller spørgsmål om hvorfor og tager deres overvejer seriøst. At erhvervsskolerne lægger en aktiv indsats i at åbne skolerne for andre grupper end dem, de plejer, så kvinder i håndværksfag og mandlige sosu’ere føler sig inkluderet og velkomne. Det er dog også her det bliver svært, for det skal ske på en måde, hvor man ikke føler sig udstillet eller særbehandlet på baggrund af ens køn.
LÆS OGSÅ: Rosenkrantz-Theil: Børn helt ned i 6. klasse skal have mulighed for at bygge robotter
Vi skal til gengæld sikre en god seksualundervisning i starten, hvor vi tager en informerende og åben snak om grænser og krænkelser, så man ved, at man kan sige fra - både som mand og kvinde.
Medierne har også et kæmpe ansvar for, hvordan de udstiller kønsdominerede fag. Jeg oplever ofte, at når en kvindelig håndværker er i fjernsynet, skal det påpeges, at hun er kvinde. En del af normaliseringen skal ske ved, at medierne bare bruger en kvindelig håndværker hver anden gang. Det samme er gældende for kvindedominerende fag. Man skal altså lade være med at udstille det underrepræsenterede køn og i stedet normalisere, at man kan være et andet køn end normen.