"En dødssynd for erhvervsuddannelserne":
Her er forårets mest læste debatindlæg om uddannelse

debat_uddannelse
Torben Pedersen, Benny Yssing, Ene Wolfsberg og Kim Kabat er blandt dem, der har skrevet de mest læste debatindlæg på A4 Uddannelse i 2022. Foto: Pressefoto AMU Vest, Dansk El-Forbund, FGU Syd og Midtfyn og FGU Øst
26. jul. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Top fem over forårets mest læste debatindlæg på A4 Uddannelse handler om alt fra pinslerne på FGU til det udfordrede AMU-system. Se listen her.

Sommeren er over os, og vi bringer her en status over de  mest læste debatindlæg på A4 Uddannelse i første halvdel af 2022.

Her får du hele oversigten:

1. Få nu styr på finansieringen

I en temadebat om FGU slog Leif Rye Hauerslev, Ene Wolfsberg og Brian Vittrup - direktører for henholdsvis FGU Trekanten, FGU Syd og Midtfyn og FGU Kolding-Vejen - i et debatindlæg fra april et slag for, hvordan smartere finansiering kan løse problemet med elevnedgangen på FGU.

"FGU-uddannelsen burde være statsfinansieret og ikke blandes sammen med kommunernes økonomi. Akkurat på samme måde som gymnasier og erhvervsuddannelser finansieres," lød forslaget blandt andet fra de tre FGU-direktører.

De opfordrede samtidig undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til at sætte FGU øverst på dagsordenen.

Læs hele debatindlægget her.

2. "En dødssynd over for erhvervsuddannelserne"

I april satte næstformanden i Dansk El-Forbund Benny Yssing sig til tasterne og rasede i et debatindlæg over et forslag fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). 

"Hun foreslår nu, at alle gymnasier, voksenuddannelsescentre og erhvervsskoler fremover skal kunne udbyde alle slags uddannelser. Dermed er ministeren ved at begå en dødssynd over for vores erhvervsuddannelser," lød det fra næstformanden.

Han kaldte ministerens forslag for "en god gammeldags djøf'iseret løsning" og efterlyste i stedet "en entrepenør-løsning", der kan sikre, at vi som samfund får flere gennem erhvervsuddannelserne, herunder også unge.

Læs hele debatindlægget her.

3. Et udfordret AMU-system

Heino Svenningsen, Torben Pedersen, Peter Thomsen og Lars Thore Jensen - direktører for henholdsvis AMU Syd, AMU Vest, AMU Nordjylland og AMU-Fyn - udfoldede i et debatindlæg fra marts udfordringerne for det danske voksen- og efteruddannelsessystem, som de opfordrede arbejsmarkedets parter til at forholde sig til i trepartsforhandlingerne på området.

Samtidig ville de gerne have parterne til at påtage sig et langt større fælles ansvar for AMU-programmet.

"Det er ikke længere tilstrækkeligt blot at fremmumle de sædvanlige trylleremser om behovene for et mere ”digitaliseret”, ”fleksibelt” og ”enkelt” udbud. Man må sørme også påtage sig en del af det ansvar, der handler om at tilvejebringe midlerne," lød det blandt andet fra de fire AMU-direktører.

Læs hele debatindlægget her.

4. Kræver ro på FGU-området

De lave elevtal på FGU er ikke kun kommunernes skyld. Det slog Tommy H. Widriksen, rektor på FGU Øresund, fast i et debatindlæg fra april, hvor han blandt andet pegede på højkonjunktur, mindre årgange og et fagligt efterslæb i folkeskolen på grund af covid-19.

Samtidig fremhævede FGU-rektoren det store behov for ro på området, da det i hans optik er det vgtigste incitament til at få styr på økonomien og kunne holde på de ansatte.

"Vi kan simpelthen ikke miste flere medarbejdere – det er rasende svært at finde fuldgode erstatninger, når vi har brug for det, og uro kan betyde, at dygtige medarbejdere selv søger væk," lød det blandt andet fra Tommy H. Widriksen. 

Læs hele debatindlægget her.

5. Ministerier skal spille på samme guitar

I et debatindlæg fra midten af april krævede direktør på FGU Østjylland, Kim Kabat, politisk handling og et tættere samarbejde mellem Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet på FGU-området.

"Unge i sårbare situationer har komplekse udfordringer, som kræver mere end en enkelt monoministeriel streng på guitaren," lød det blandt andet fra FGU-direktøren i debatindlægget.

Her slog han også et slag for en mere positiv tilgang til FGU, hvor unge i målgruppen får ret til at gå på FGU "uden en negativ målgruppevurdering som adgangsbillet".

Læs hele debatindlægget her.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.