Anders_Thorsen_stor3_2

Lærer:
Vores uddannelsessystem reproducerer den fordom, at erhvervsskolerne er for de dumme

26. apr. 2022 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

JEG HUSKER TYDELIGT en af de allerførste gange, jeg skulle være med til at lave uddannelsesparathedsvurderinger på en 8. klasse. Jeg var kort forinden startet i mit første rigtige lærerjob, så det var lidt overvældende at skulle vurdere, om 14-15-årige nu også var parat til at tage en uddannelse. Heldigvis var vi et helt team med mange rutinerede lærere om det, så jeg var i trygge hænder.

Vi har et skole- og uddannelsessystem, der reproducerer den fordom, at erhvervsskolerne er for de dumme!
Anders Thorsen, privatskolelærer

Det gik da også godt, for de fleste elever var parate til den gymnasiale uddannelse, de ønskede. En fagligt super dygtig elev stak dog ud, for da min kollega læste højt for vores lille forsamling, at han gerne ville være mekaniker og derfor ønskede en erhvervsuddannelse, udbrød en anden kollega spontant: ”Det var dog spild af talent!”

LÆS OGSÅ: Ny analyse: Søgning til erhvervsuddannelser står i stampe, men disse kommuner har fremgang

Selvom episoden efterhånden er nogle år gammel, er den stadig mejslet fast i min hukommelse. For jeg skammer jeg mig stadig over, at jeg ikke sagde noget til min meget mere erfarne kollega. Jeg burde have sagt: ”Hvem i alverden er vi til at dømme over, hvad vores elever vælger?”

FOR SANDHEDEN ER, denne elev var pisse sej. Som den eneste i klassen gik han mod strømmen og valgte noget andet end gymnasiet, som alle de andre i klassen valgte - nogle dog efter et år på efterskole. Det kræver mod, for som det er på min skole nord for København, hører det virkelig til blandt sjældenhederne. Mine elever spørger nemlig ikke sig selv; ”hvilken ungdomsuddannelse vil jeg tage?” De spørger: ”Hvilket gymnasium vil jeg på?”

Ser vi på statistikkerne, er mine elever ikke enestående. Der er simpelthen for mange danske unge, der vælger gymnasiet, mens erhvervsuddannelserne skriger efter elever. Spørger vi politikere, erhvervsliv og forskere er alle enige om, at vi kommer til at mangle titusindevis af erhversuddannede i fremtiden. Ja, vi mangler dem allerede.

Alligevel virker det som om, at det helst skal være de andres børn eller de andres elever, som skal på teknisk skole. Helst ikke mine. Det er der sikkert mange grunde til, men for mig er den mest provokerende årsag, at vi har et skole- og uddannelsessystem, der reproducerer den fordom, at erhvervsskolerne er for de dumme!

LÆS OGSÅ: Efter massiv kritik af nyt udspil om erhvervsuddannelser: Ekspert efterlyser løsninger fra arbejdsmarkedets parter

Karakterkravet for at komme på en gymnasial uddannelse er et gennemsnit på 5 i grundskolen, mens det for erhvervsskolerne er 2 i matematik og dansk. Unge har i dag en eller anden mystisk forestilling om, at man skal ”bruge” sit gennemsnit, så har du et højt snit, er erhvervsuddannelsen bare ikke en mulighed. Så spilder du jo dit snit!

Læg dertil at de eneste elever, der får individuel uddannelsesvejledning, er dem, der ikke er uddannelsesparate. Så når en elev har ønsket et gymnasium som alle vennerne, men ikke har karaktererne til det, blinker eleven rød i systemet. Så bliver han eller hun kaldt til individuel uddannelsesvejledning, hvor budskabet ofte vil være: ”Er en erhvervsuddannelse ikke noget for dig i stedet?”

Alt det er de unge pinligt bevidste om, og så kan du nok forstå, at man ikke søger en erhvervsuddannelse med gode karakterer, selvom man måske har en tømrer eller plastmager i maven. For så er man jo en af de dumme.

MIT ÆRINDE ER IKKE at bashe løs på uddannelsesvejlederne. De er dygtige og passer bare deres arbejde. Men de gode, gamle dage, hvor alle fik en god snak med en uddannelsesvejleder, er for længst forbi. Nu dækker hver vejleder flere skoler og har ikke en jordisk chance for at lære den brede elevgruppe at kende. Alle de uddannelsesparate, hvilket er langt de fleste, slipper derfor igennem deres skoleforløb uden nogensinde at have sat sig ned med en vejleder.

LÆS OGSÅ: Folkeskolelærere og vejledere kan igen komme i praktik på erhvervsuddannelserne

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt overfor de unge, for hvem siger, at det kun er de ikke-uddannelsesparate, som er i tvivl om deres valg? Selvfølgelig kan man sagtens være god med tal og bogstaver og så tvivle på, om gymnasiet nu er det rigtige. Jeg er sikker på, at vi kunne finde flere unge, som ikke er så modige at stå fast på sit mekanikerønske som min tidligere elev - men som måske faktisk har lyst til at prøve en erhvervsskole.

Nu spørger du måske om, hvorfor jeg ikke bare selv fortæller mine elever om erhvervsskolernes fortræffeligheder? Tjah, det gør jeg også. Problemet er bare, at jeg er mega utroværdig, når jeg gør det, når jeg selv har taget gymnasiet og har de blødeste funktionærhænder. Sådan noget gennemskuer teenagere altså på nul komma fem. I stedet er vi nødt til at uddanne nogle uddannelsesvejledere, som har meget mere ru hænder, fordi de selv er erhvervsuddannede.

Indtil det sker, vil jeg love én ting: Næste gang en kollega kommer med en uddannelsessnobbet kommentar vil jeg svare igen. Med det samme.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.