19980626-824569-3-1867x1265ma
Den gruppe af unge på ungdomsuddannelserne med risikobetonet adfærd er mere stressede og har flere symptomer på psykiske helbredsproblemer, end deres medstuderende. (Arkivfoto) Foto: Peter Elmholt/NF/Ritzau Scanpix

Særlig gruppe på ungdomsuddannelser trives dårligere end andre unge

29. mar. 2022 11.46
En gruppe af unge på ungdomsuddannelser både ryger, drikker og eksperimenterer med stoffer på samme tid.

En bestemt gruppe blandt de 15-25-årige på ungdomsuddannelser trives markant dårligere end andre unge.

Det viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed tirsdag.

Omkring ti procent af de unge på ungdomsuddannelserne har det, forskerne kalder højrisikoadfærd.

Relativt mange af de unge i denne gruppe prøvede første gang at drikke og ryge, da de var 13 år eller yngre. Mange har røget hash den seneste måned og flere har prøvet lattergas og andre former for stoffer.

Unge med denne adfærd er mere stressede og har flere symptomer på psykiske helbredsproblemer.

De oplever større ensomhed og dyrker mindre motion. Desuden spiser de mere usundt og sover dårligere.

Ifølge enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø bekræfter rapporten, at der er behov for indsatser, der går på tværs og involverer flere aspekter af ungdomslivet.

- Når man oplever unge med udfordringer som rusmidler og dårlig trivsel, kan der også være flere faktorer i spil.

- Det kan være, at de ikke trives hjemme, blandt venner, sover dårligt om natten. Det er vigtigt, at man får spurgt hele vejen rundt og får givet hjælp, der er bredere end en faktor, siger han.

Undersøgelsen viser, hvordan unge, når de skifter til et nyt miljø, let bliver påvirket af det nye miljø, de kommer ind i. Det kan for eksempel være i skiftet fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Det er der, hvor mange unge ændrer forbrug af for eksempel alkohol eller cigaretter, har flere andre undersøgelser påvist.

- Alle overgange kan potentielt være problematiske. For nogle er det svært at starte et nyt sted, og man har måske ikke så mange venner.

- Hvis man i forvejen er sårbar, så er det i de perioder, at det er vigtigt at få skabt gode, trygge miljøer, hvor unge kan være sig selv. Der er det vigtigt at hjælpe så meget man kan for eksempel med tidligere samtaler med en studievejleder, siger Niels Sandø.

/ritzau/