Thomas_Langa_Ogola_virksomhedskonsulent_Skive_College
Virksomhedskonsulent Thomas Langa Ogola fra Skive mener, at hans hjemland, Danmark, kan lære især én ting af hans fødeland, Kenya

Virksomhedskonsulent:
I Kenya ser man op til erhvervsuddannede - det bør vi også gøre i Danmark

14. feb. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

JEG ER FØDT I KENYA, og da jeg kom til Danmark, blev jeg opfordret til at tage en erhvervsuddannelse. Det gjorde jeg.

Og her 25 år senere giver jeg samme råd videre til de unge som ældre danskere, jeg taler med. Det er netop det centrale i mit job i dag: At hjælpe dem til at se, at en erhvervsuddannelse kan være en vej frem. Som det var for mig, og er for mange andre. Både i Danmark og i Kenya.

Om 9-10 år håber jeg, at vi vil se tilbage, og tænke: "Godt, at vi blev klogere. Og godt, at vi nu, på et punkt, er ligesom Kenya. Her hylder vi nu også vores faglærte, som vi burde have gjort altid
Thomas Langa Ogola, virksomhedskonsulent, Skive College

Der er dog én meget væsentlig forskel mellem synet på erhvervsuddannelser i Danmark og Kenya. I mit fødeland er det prestigefyldt at have en erhvervsuddannelse. Det er noget, man er stolt af og skilter med. Sådan er det ikke i mit hjemland, Danmark. Her betragtes det i nogle kredse som væsentligt finere og vigtigere at tage en akademisk uddannelse. Det er mere rigtigt for nogen, men absolut ikke for alle.

LÆS OGSÅ: Analyse: Minister åbner slaget om ungdomsuddannelser

Vi har brug for danske håndværkere, snedkere, tømrere. Dem der i frontlinjen skal sikre solidt dansk håndværk og gå forrest, når det kommer til bæredygtige løsninger i fremtidens Danmark.

KENYANSKE TOOBIAS ER et lysende eksempel på, hvordan faglærte betragtes og klarer sig i Kenya. Han er ikke fyldt tredive, men som uddannet smed klarer han sig igennem corona-krisen bedre end mange akademikere i landet. Som i Danmark er der gang i byggerierne i Kenya, på trods af corona. Det udnytter Tobias til fulde.

Omkring landsbyen, Nyandiwa ved Victoriasøen, som både han og jeg kommer fra, har han fået sin egen virksomhed til at blomstre. Af to grunde: han er, åbentlyst, god til sit håndværk, og så er der efterspørgsel på arbejdere, der er dygtige til at bruge hænderne. Som kan bygge. Præcist som i Danmark.

I Danmark vil nogle måske tænke, at Tobias blev faglært i mangel af bedre. Fordi evnerne ikke rakte til mere, men sådan er betragtningen ikke i Kenya
Thomas Langa Ogola, virksomhedskonsulent, Skive College

Der findes Tobias’er i Danmark, men vi har brug for endnu flere. Og plads til endnu flere. Vi har faktisk så stor en mangel, at vi snart løber tør.

ÉN AFGØRENDE FORSKEL er den måde, som Tobias betragtes på i Kenya kontra Danmark. I Danmark vil nogle måske tænke, at Tobias blev faglært i mangel af bedre. Fordi evnerne ikke rakte til mere, men sådan er betragtningen ikke i Kenya. Her vækker Tobias’ uddannelse og kundskaber opsigt - på den meget positive måde. Man ser op til ham i landsbyen og nævner ham som et godt eksempel for de børn og unge, som skal i gang med en uddannelse.

LÆS OGSÅ: Fagboss tordner mod 'uddannelsessnobberi': Færre unge gennemfører erhvervsuddannelse

Det er Kenyanske tilstande, som jeg håber kan blive overført til Danmark. Hellere før end siden.

Om 9-10 år håber jeg, at vi vil se tilbage, og tænke: “Godt, at vi blev klogere. Og godt, at vi nu, på et punkt, er ligesom Kenya. Her hylder vi nu også vores faglærte, som vi burde have gjort altid.”

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.